Du har måske hørt om Google Ads Scripts. Måske har du endda siddet tilbage med tanker som: Hvorfor er det overhovedet relevant at bruge til min annoncering på Google? Jeg er ikke programmør, så jeg kan vel alligevel ikke gøre brug af Google Ads Scripts?
Det er spørgsmål og myter som disse, jeg vil forsøge at imødekomme i dette blogindlæg. Derudover vil jeg sidst i indlægget introducere dig for fire scripts, som vi vil anbefale dig at gøre brug af til din fremtidige annoncering på Google.

Hvad er Google Ads Scripts? Og hvorfor skal du bruge det?
Google Ads Scripts er i al sin enkelthed et kodestykke, der er udarbejdet med det formål at automatisere opgaver og processer i forbindelse med din Google annoncering, så du blandt andet minimerer menneskelige fejl. Scripts giver dig dermed mulighed for at fokusere mere på de vigtige optimeringsopgaver.
Jeg ved godt, at scripts kan være uoverskuelige, hvis man ikke har håndteret koder før. Bare rolig – det er kun indtil, at du ved, hvad du skal kigge efter.
Inden du begynder at implementere Google Ads Scripts, kan det være en fordel at læse op på de scripts, som du vil gøre brug af. Google har lavet diverse guides til, hvordan de enkelte scripts virker, og hvordan du sætter dem op. På den måde undgår du at lave fejl fra starten.
En af de største fordele ved Google Ads Scripts er, at du ikke skal bruge tid på at lære at programmere. Der findes flere hundrede prebuilt scripts, som du kan kopiere direkte til din Google Ads konto. Så bliver det vist ikke nemmere!

4 scripts, vi vil anbefale dig at bruge
For at spare dig flere timers frustration og fejlforsøg har jeg nedenfor samlet en liste over fire af de scripts, som vi selv gør brug af hos NissenogCo – og så har jeg også linket til koderne, så du hurtigt og nemt kan kopiere dem til din Google Ads konto.
Link Checker
Link Checker er et script, der tjekker, om der i dine Google annoncer bliver linket videre til landingssider med fejl. Denne kan med fordel altid bruges på din Google Ads konto, da det er relevant at vide, hvorvidt der bruges annoncekroner på landingssider med fejl.
I forbindelse med brugen af Link Checker scriptet, så skal du udarbejde et Google Sheet, hvor alle fejlmeldinger kan bliver eksporteret til. Hvis response code er andet end 200, ved du altså at der er opstået en fejl på en givne landingsside. Vi anbefaler at sætte hyppighed på ‘Dagligt: mellem 05.00 og 06.00’, så der på daglig basis tjekkes for fejlmeldinger. Du kan se vores opsætning på nedenstående billede:

Merchant Center: Produkt afvisninger
OBS! Dette script er kun relevant for e-commerce med shoppingkampagner, da det analyserer Google Merchant Center.
Scriptet fortæller, hvis en given procentdel af ens shoppingfeed bliver afvist i Google Merchant Center. Vi sætter som hovedregel procentdelen af afvisninger til 30%. Efter opsætning af dette script vil du modtage en mail i tilfælde af, at mere end 30% af dine produkter bliver afvist. Således kan du hurtigt agere i tilfælde af fejlmeldinger i det produkt feed.
Vi vil anbefale at sætte hyppigheden på ‘Hver dag’, så den dagligt gennemgår status på Google Merchant Center.
Domæne ekskludering
Med domæne ekskludering har du mulighed for at ekskludere irrelevante domæner fra dine kampagner. Som udgangspunkt er der allerede opsat nogle standard domæner, som vil blive ekskluderet. Støder du dog på nogle, som ikke i forvejen er på listen, så har du mulighed for at tilføje disse til scriptet.
Dette script er yderst relevant for kontoer, som anvender display og YouTube kampagner, da det ofte er her, kampagnerne eksponeres uden for landets grænser. Efter opsætning af scriptet vil du ikke modtage mails, da det automatisk ekskluderer irrelevante domæner fra kampagnen løbende.
Out of stock
Out of stock scriptet opdaterer løbende, hvorvidt produkter er på lager eller ej. Da vi ikke ønsker at sende trafik ind til en website, hvor produkter ikke er på lager, er dette script meget essentielt.
Hvis scriptet registrerer et produkt i kampagnen, der ikke er på lager, vil dette produkt blive sat på pause i kampagnen. Samtidig tænder den for produktet igen, så snart det er tilbage på lager. På den måde slipper du for at smide penge efter irrelevante produkter. Vi anbefaler, at scriptet kører en gang i timen, så det hele tiden holder sig opdateret.
Dette er egentlig en funktion som Google Ads også selv registrerer. Vi har dog oplevet enkelte tilfælde, hvor Google ikke har nået at registrere, at produkterne ikke længere er på lager, hvorfor man kan ende med at betale for trafik, som ikke har mulighed for at købe produktet.
OBS! Scriptet tager udgangspunkt i websitets informationer, og vil derfor kun pause produkterne, hvis de står til ikke at være på lager på websitet.